Vintergæk

Vinterens Sidste Suk

En dråbe hvid af mælket lys,

der ryster januars tunge dyne.

Du står i jordens kolde gys,

og lader håbet langsomt syne.

Med bøjet hoved, ydmyg, stolt,

du ringer forårets komme ind.

Selvom vejret endnu er koldt,

du varmer et vintertræt sind.

Et lille hjerte af grønt er gemt,

bag kronens hvide, bløde læ.

Du er et løfte, aldrig glemt,

der spirer tyst ved havens træ.

´AiMagi.dk © 2026

Billede er fra egen produktion.