Aletheion

Sandhedens Arkitektur

Som bjerget, der ikke bukker for blæsten,

står sandheden nøgen, når løgnen er gæsten.

Den kræver ej pynt eller gyldne gevanter,

men skinner i mørket med skarpe kanter.

Den starter som hvisken, en sitrende lyd,

ofte foragtet og uden for dyd.

Men mure af tavshed og tårne af svig

må bue og briste i sandhedens krig.

Styrken bor ikke i råb eller vold,

men i at være sit eget skjold.

For sandheden lever, når alt er forbi,

som spor af en vej, vi kan vandre heri.

Den river det falske fra hjertets rod,

og kræver af mennesket vilje og mod.

For sandheden heler, mens den skærer sig vej;

den ejer os alle, men ejes af ej.